mandag den 27. september 2010

Miss Small Beer 1 (Small Beer med appelsin og koriander, bryg 20)

  
Design: Anne Degn Christensen
"Det tynde øl" er blevet en betegnelse for noget der ikke er lige så godt som "noget andet".Og det er det i reglen heller ikke. Hvad de færreste ved er, at begrebet har sin oprindelse i en traditionel ølproduktion. I gamle dage, på de små gårdbryggerier, bryggede man typisk "det gode øl" (eller bare godtøl) og "det tynde øl" Godtøllet var det kostbare øl som man gemte til specielle lejligheder og "det tynde øl" var det som man drak til hverdag. 

Miss Håndbryg er gået i gang med en serie af "det tynde øl" eller "Small Beer" som det hedder i bryggersprog. Og hvad er det tynde øl så? Kort sagt laver man en øl på basis af maltingredienserne fra en anden øl, mens man alligevel har alt sit udstyr fremme og arbejdsprocesser i gang. Jeg bruger serien af Small Beers til at eksperimentere. På samme tid håber jeg på en spændende serie af lette frokostøl, der i alkoholstyrke ligger under pilsner, men i smagsindtryk ligger væsentlig over. Serien kan også drikkes inden maden af champagneglas og pirrer således smagsløgene og forbereder nyderen til mere tunge sager. Som læseren vil bemærke, så har Anne Degn til denne serie af frokostøl valgt at lade Missen lægge sig på bordet, med den kendte frokostdug.

Det første forsøg leger med appelsin og koriander. Jeg har tilsat korianderfrø og appelsinskal under urtkogningen.  Appelsin og koriander er ikke fremmed for ølbrygning. Belgiske witbiers (hvedeøl) er ofte tilsat både appelsin og koriander. Dette giver en friskhed til øllet og henvender sig lidt til folk der synes at øl kan være tungt og humlebittert. Derfor har jeg også valgt en fransk Blanchegær der tilføjer øllet en rund velsmagende lethed, som man kender det fra hvedeøl.

Der er flere der synes at Small Beer 1 er blevet mere velsmagende end Miss Saison, hvis maltrester Miss Small Beer 1 er lavet på. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Den har en perlende friskhed af appelsin og hvedegær og virker umiddelbart letdrikkelig og underholdende. Og med sine 3,8 procent er den også velegnet som læskende og svalende tørstslukker og mineralopbygger efter pligtløbeturen.

Miss Small Beer er humlet med Pioneerhumle, som har den fordel for dyrkeren, at den kun vokser i 2/3 højde af andre humlesorter. hvilket gør den nemmere at høste. Det er en engelsk krydret humle, som kan minde om den mere kendte East Kent Golding. 
Jeg glæder mig til at se hvordan de kommende Small Beers udvikler sig, men (må jeg indrømme) der er allerede gode Small Beers på vej. 

Til ølnørden: OG: 1030. FG: 1004. Alk 3,8 %. Malt som Miss Saison. Humle: Pioneer. Tilsat 500 gram belgisk kandis under urtkogningen. Gær: Blanche fra Brewferm. 


mandag den 13. september 2010

Miss Saison (Vallonsk Saison, bryg 19)

Design: Anne Degn Christensen

Saison er en ældgammel Vallonsk traditionel øl, der i gamle dage blev brygget på de små gårde ude på landet, i det der nu er det sydlige Belgien. Det er ikke så ofte man støder på en Saison i danske bryggerier og jeg synes også den kræver nogle trænede smagsløg. Den smager kort sagt virkelig godt / ad helvede til. Miss Håndbrygs forsøg på en Saison lige så. I min udgave er der "krydret" med brettanomyces, som er en gærkultur der udvikler affaldsstoffer der både smager og dufter lidt af hest! Desuden er den rundhåndet krydret med appelsinskal og korianderfrø. Jep, det er en type for viderekomne!
Jeg bryggede Miss Saison 26/6 2010. Brygningen gik fint og for første gang lavede jeg også en Small Beer (mere om det en anden god gang). Efter ca. 10 dage omstak jeg øllet. At omstikke vil sige, at man efter den første gæring af øllet, flytter øllet over på en anden gærtank og undlader at tage den bundfaldne gær med. Her stod den så og modnede en måneds tid, inden jeg flaskede den. Der blev ca. 20 liter. 
Den har udviklet sig fint, men er noget hidsig i flasken. Det er virkelig svært at styre belgisk gær og selv om man tror at øllet er gæret helt ned, kan det vise sig at få sit andet liv når det kommer på flaske. Det gør desværre at Miss Saison ikke gerne rejser, for det gør hende nemlig umanerlig hidsig!

Hvordan er den så:  Kridhvidt og holdbart skum. Brettanomyces i duften. Og appelsin. Fyldig og syrlig smag, appelsinskal i eftersmagen. Smager også lidt af kælder, hvilket egentlig er typetypisk nok.
Bliver spændende at følge dens udvikling, men fordi den er hårdt karboneret, kan det være svært at gemme den alt for længe - den kan udvikle sig til en lille håndgranat. 
Jeg er ikke super tilfreds med den, tror den skal have en hårdere og længere urtkogning næste gang - for der bliver en næste gang med denne meget særpræget øltype. 
Jeg har fået rigtig mange fine tilbagemeldinger på Anne Degns enestående flotte etikette. Jeg synes næsten den fortjener en forklaring. Saison er en Vallonsk øltype og Valloniens flag er gult med en rød hane. Læg også mærke til, at Miss Saison sidder på en appelsin - meget passende. 

Til Nørden:  Alk: 8,3 (OG 1077 / FG 1014)
Ingredienser : Vand, malt (pilsner-, hvede-, münich 25-, cara belge-), havregryn, belgisk lys kandis, humle ( Hersbrucker, Northern Brewer, Challenger, Pioneer), orangeskal, korianderfrø, gær (3724 Belgian Saison, brettanomyces). Batch 19. Brygget juni 2010.