søndag den 9. marts 2014

Miss Temporary Secretary. Single Hop Blonde.

Design: Anne Degn Christensen

Hvad kan jeg hjælpe med?

Miss Håndbryg er super glade for alt single hop for tiden. Det giver sådan et skønt indtryk, af hver eneste humletype.

For lang tid siden, fik jeg idéen, til at prøve at lave en single hop med belgisk gær. Det skulle være en blonde eller en tripel og det skulle være en ikke-centraleuropæisk humle. Valget faldt på den japanske Sorachi Ace, som en brygger havde skaffet mig fra Norge!

Jeg ville lave den "vanskelig" og besluttede at smide et kilo røghvede i maltskråen. Det har givet et meget sammensat smagsbillede.

Masser citron og dildnuancer fra den japanske humle. Røgen kommer til sidst, flankeret af bitterheden fra humlen.

Den belgiske gær færdiggør det, der er en oplevelse, for de lidt trænede smagsløg.

Navnet er inspireret af Paul McCartneys hit af samme navn og det er som vanlig Anne Degn Christensen der har designet etiketten.

Navn: Miss Temporary Secretary
Type: Single Hop Blonde
Alk: 6,8 %
Bryg 60
Brygget juli 2013
Design: Anne Degn Christensen



mandag den 3. marts 2014

Miss Stars & Stripes

Design: Anne Degn Christensen

Bloggen har ligget stille alt for længe, men nu er det tid til lidt opdateringer! Der er røget mange øl gennem håndbryggeriet, siden sidste indlæg. 

I køkkenet står der lige nu 2 spande: 1 med Miss Stand & Deliver, en Old Ale, der kan flaskes om en uges tid. Og ved siden af står der en Miss Håndbryg-klassiker, nemlig Miss Dracuella. Stout med trælagring og vodkaudtræk af habanerochili! Lækkerier. 

Listen over kommende øl, byder på to Double IPAer, nemlig 2 single hop, af typerne Polaris og Chinook! Men nok om det for nu. 

Den seneste flaskede øl på de Mezas Vej, er Miss Stars & Stripes. Miss Stars & Stripes, var den første øl, der blev brygget hos Miss Håndbryg. Vi skal helt tilbage til august 2008. 

I 2013 udgaven, er der tale om en single hop American Pale Ale, humlet med Mosaic-humle. Mosaic er en afart af Simcoe, men mere tropisk i duftindtryk. Maltskåen er en smule mere kompleks end for typen normalt, lidt mørkere, lidt rundere. Jeg har brugt den fine Marris Otter Pale Ale Malt, flankeret af lidt hvede og cara golden. Masser af havregryn, for skum. Dette er måske blevet lidt overdrevet her! Men flot og hvidt står det i glasset. 

Lige inden flaskning, er der hældt en flaske cointreau i øllet. Det bidrager med en flot kompleksitet. Bryggeren er tilfreds! Assistenten ligeså. 

Navn: Miss Stars & Stripes
Type: American Pale Ale med Cointreau
Alk: 5,6%
Bryg 62
Brygget november 2013
Design: Anne Degn Christensen