lørdag den 15. september 2012

Miss Håndbryg, M-øl Brygghus og Jens Schneider: Dubbel Penetration.

Design: Øyvind Møll

I februar 2012 inviterede jeg til brew day i slottet på de Mezas Vej. Som håndbrygger møder man rigtig tit folk, der er interesseret i øl og i hvordan man dog brygger denne skønne og interessante drik. Min gamle ven Jens kom hele vejen fra Sverige og blev gjort følge af Øyvind fra Mandal (Øyvind bor i Aarhus), der netop havde brygget sin første øl i Norge og kunne bruge nogle tips og tricks. 

Os tre skandinaver havde en dejlig bryggedag og afsluttede en vellykket indsats, med en lille tur til et par af byens bedste ølsteder. 

Selv om skandinavisk mad- og drikkekultur er særdeles meget i fokus for tiden, så var valget af bryg faldet på den belgiske dubbel. Så vidt jeg husker, var det Øyvind der var kommet med forslaget, på en løbetur med Outdoor Concept http://www.outdoorconcept.dk/ og den var jeg jo straks med på, ligesom Jens synes det var en god idé. 

Da jeg sammensatte opskriften på vores dubbel, undersøgte jeg markedet for belgiske gærstammer. Det er faktisk gæren der gør, at belgisk øl altid er genkendeligt som...ja, belgisk. Der er også andre traditioner, der medvirker til dette, blandt andet tilførelsen af kandis, der gør øllet forholdsvist tørt (lav final gravity) i forhold til de ofte høje procenter. Det skyldes at kandis er 100 % forgærbart, dvs. gæren spiser det hele og omdanner den tilførte sukker til alkohol. Dette i modsætning til den - via mæskning - udvundne maltsukker. Men det er, først og fremmest gæren der gør belgisk øl belgisk. Undervejs i vores bryggedag, smagte vi på et par dubbel. Dels Westmalle Dubbel, den vel nok mest kendte dubbel og dels La Trappe Dubbel, fra det hollandske Trapistbryggeri La Trappe. 

Her var det tydeligt, at hvor La Trappe Dubbel var blød, rund og lækker, der var Westmalle det samme, men på samme tid en del mere: Animalsk, mineralsk, kompleks. Valget omkring gærstamme skal træffes i rigtig god tid inden bryggedag, og valget var derfor for længst landet på Westmalles gær, der hedder 3787 Belgian Trapist / 3787 Trappist High Gravity. Man kan sige, at det har afgørende indflydelse på ens dubbel, om man bruger gær fra Westmalle, Rochefort eller Chimay. Men det vil naturligvis altid bliver lækker dubbel., blot med rige nuanceforskelle i de smagsspor som gæren giver det færdiggæret øl. 

Mæskning af Dubbel Penetration. Foto: Jens Schneider

Maltskråen bestod af Pilsnermalt, Münich, den belgiske Special B-malt, Abbey Malz, og Cara Münich. Dette blev i urtkogningen flankeret af både lys og mørk kandis samt kandis sirup. Som bitterhumle valgte vi helt traditionelle Hallertauer. Vi tilførte humle fra start, således at det kun er bitterstofferne der har indvirkning på det færdige produkt, og ikke smags og aromastoffer. 

Dublen blev flasket i april og den er under stadig udvikling, men kan sagtens drikkes nu. Den er i den meget stærke ende af dubbelspektret og opfører sig fint som en dubbel. Bruser i glasset og har flot hvidt skum. Alkoholen dæmper det hurtigt og flot rødbrun belgisk ale står tilbage. Slægtskabet med Westmalle fornægter sig ikke, men vores version er mere varmende (pga. alkohol, 9,4 %) og den høje alkoholprocent gør også at komplesiteten er voldsommere her, end hos Westmalle. 

Og hvordan endte det så med mine medbryggere? Jo, Jens Schneider skulle være på vej med håndbryggeri med en ven og Øyvind har siden fået adskillige bryg i bæltet. Du kan følge hans håndbryggeri M-øl Brygghus  og de ambitiøse øl her: http://www.facebook.com/MOlBrygghus

Vi har planer om igen at brygge sammen næste år, og hvem ved hvad der da vil foregå, i klosteret bag de store porte.


Navn: Dubbel Penetration
Type: Abbey Dubbel
Alkohol: 9,4 %
Ingredienser: Malt (pilsner, münich, special b, abbey malz, cara münich, cara belge), lys og mørk kandis, kandis sirup, humle (hallertauer), gær 3797 Trappist High Gravity. 
Brygget februar 2012, flasket april 2012. 
Bryg 42



Ingen kommentarer:

Send en kommentar